Sangskriverkursus

 En inspirerende uge med fokus på sangskrivning
i de idylliske omgivelser i Marielyst på Falster

22. – 28. februar 2026

Kære alle
I løbet af det sidste år har vi løbet ekstremt stærkt, og desværre nok også lidt for stærkt. Vi har set hinanden i øjnene og er blevet enige om at aflyse kurset i februar 2026.
Det har ikke været en nem beslutning men det er den rigtige beslutning. Det betyder ikke enden på sangskrivning.dk, men nærmere, at vi går i tænkeboks for at finde ud af hvordan vi kommer tilbage på sporet.
Så snart vi har nyt vender vi tilbage med en opdatering.
Hvis du ønsker at høre mere om vores fremtidige tiltag, kan du skrive dig på vores nyhedsbrev, ved at skrive en mail til os på: kontakt@sangskrivning.dk
De kærligste hilsener
Sangskriverteamet 🙂 

Ud over Tue West, som er kursets hovedunderviser,
får vi også besøg af andre gæsteundervisere. Her ser du gæsteunderviserne i 2025.

Du kan læse mere om underviserne ved at klikke her

Kursets formål er at få udviklet og fornyet din musikalske og lyriske værktøjskasse i et varieret miljø af sangere, sangskrivere og musikere. Samt at give en så alsidig inspiration som muligt, i form af workshops, projektforløb, debatfora, 1 til 1 sessions, erfarne gæstelærere, mulighed for co-writes og ikke mindst de åbne scener, hvor nye og gamle sange kan prøves af og tjekkes ud.

Vi har hver især vores egen personlige tilgang til det at skrive sange, og med det som udgangspunkt kommer vi til at dykke ned i sangskrivningens fascinerende univers. Der vil være masser af udfordringer, opgaver og kreative processer, men også hyggelige sociale stunder og mulighed for fordybelse i de to huse, der har et hav af faciliteter, både inde og ude. Kort sagt vil der blive pustet ild i den glød, som alle sangskrivere bærer i sig.

Lidt om faciliteterne og området:

Husene ligger ud til et naturbeskyttet område, og både Bøtøskoven, Bøtø Nor Fuglereservat og stranden ligger i gåafstand fra husene. Der er ca. 3,5 km til Marielyst Centrum og ca. 1,5 km til nærmeste købmand. Vi serverer lækker mad morgen, middag, eftermiddag og aften, og der er mulighed for at købe drikkelse i vores bar til fordelagtige priser.

Hvis du har brug for et pusterum, kan du hoppe i poolen eller tænde op i vildmarksbadet. Begge huse har en separat wellness-afdeling med pool, spa og sauna, som er til fri afbenyttelse under hele kurset. I spisestuerne er der brændeovne, og der er bålpladser og loungemøbler på terrasserne.

Vi glæder os til at give dig en hel uge i en verden af sangskrivning